Hvor er logikken i det danske sprog ?

Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
men flertal af GÅS er GÆS - ikke GÅSE.
Vi taler om FLOD, er der flere, siger vi FLØDDER.
Er der EN er det Den, er der TO, diger man DISSE,.
Hvorfor fa´n hedder PEN i flertal ikke PISSE.

At flertal af MAND er MÆND - ikke MÆNDER
er svært at forstå, når en TAND bliver til TÆNDER,
skønt flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER
så hører man aldrig, at SPAND bliver til SPÆNDER.

En anden mærkværdighed her til lands:
I tredje person er det HAN, HAM, og HANS.
Er det sund logik - ja derom spørger jeg kuns -
man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS?

At SYNGE o datid på dansk hedder SANG,
men GYNGES imperfektum er ikke GANG.
Og hvem kan forstå, hvorfor SPRINGE er SPRANG,
når BRINGE i datid ikke er BRANG?

Korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikken, når man siger BRAGTE
på basis af infinitiven at BRAGE?

Et andet eksempel: det hedder AT TAGE
Det bøjes til datid ved, at man siger TOG.
Skulle BAGE så ikke give BOG?
Når BRINGE er BRAGTE, skulle BRAGTE være BRINGE;
men så måtte RAGTE være datid af RINGE
og RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor må vi hellere lade spørgsmålet LIGGE

HVOR ER LOGIKKEN I DET DANSKE SPROG???